KIRSTEN BERG
UDSTILLER DEN 7. - 30. NOVEMBER 2004
Fernisering søndag den 7. november kl. 15.00 i Korup Sognegård

 

Psaligraf og papir- og billedmager

Kisten Berg

Hunderupvej 21 A, 1.th.

5000 Odense C

Tlf. 65912359

 

Den sidste udstiller i år bliver Kirsten Berg, der på sit kunstneriske visitkort bruger titlen psaligraf. Hvad gemmer der sig bag ordet psaligraf? Ifølge fremmedordbogen betyder det "udklipning af silhouetter" Og at klippe i papir er netop det Kirsten Berg beskæftiger sig med. Og det med stor kunstnerisk indsigt. Overalt finder hun inspiration til sine ofte fabulerende klip. Når papirklippene har fået sin endelige form, håndkoloreres de. Resultatet er de smukkeste værker, der er en fryd for øjet.

 

Kirsten Berg er også papir- og billedmager. Hun støber selv papirark af en hjemmelavet hvid bomuldsmasse. Af papirarkene skaber hun stemningsfyldte billeder. Rent teknisk bliver billederne til på den måde, at hun bemaler papirarkene med akrylfarver og flydende guld. I nogle af billederne er indlagte felter af bladguld. Herefter lægges billederne i eddike og rust, hvorefter de tørres i ovnen. Værket afsluttes med shellak for at give patina. Til sidst sikres farverne mod luftforurening med et lag interiørlak.

 

På udstillingen i november vil de fleste af Kirsten Bergs værker være de bemalede billeder. Dog vil nogle af hendes papirklip også indgå.

 

Kirsten Berg er uddannet på Det fynske Kunstakademi, malerlinien fra 1979 til 1985. Hun er autodidakt psaligraf og papirmager. Gennem årene har hun udstillet flere steder i Danmark og udlandet. Hun har lavet udsmykninger til bl.a. Odense Zoo og Børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense. Desuden til Hotel La Petite Sirene i Nice i Frankrig. Illustrationer til tv-stationer og plakater er det også blevet til.