„At jeg blev de små dyrs
far er ingen tilfældighed,” siger den odenseanske kunstner
Peder Freund og fortsætter: Urmennesket, dets levevis og
mystik har altid fascineret mig. Stabelvis af mere eller
mindre lødig litteratur om emnet har gennem årene lagret sig
i min underbevidsthed. Den fælles religion for urmennesket
og de endnu levende oprindelige befolkningsgruppers tro på,
at alt er beåndet, at alt er levende og skal respekteres
samt ønsket fra deres side om at komme i kontakt med
ånderne, bragte mig ansigt til ansigt med ‚døren’ mellem de
synlige og det usynlige: Åndemaneren.
Det afgørende
punkt kom, da jeg så den grønlandske åndemaner med et blink
i øjet og respektfulde hænder forme en lille lykkeamulet af
små knogler, ting og sager og indblæse den gode ånd for
derefter omhyggeligt omvikle amuletten med sener og
forvandle den til en lille charmerende rypeform. Jeg måtte
simpelthen lave noget lignende.”
Peder Freunds små
dyr har deres helt eget univers. De befolker en verden med
rangorden, adfærd, skrifttegn, musik og ritualer. De små dyr
lever i en rangorden fra Ceremonidyr over Vogterdyr, Tårndyr
og Nøgledyr til De Hellige Tre små Dyr, der bor i Kobber-,
Sølv- og Guldårer på Små Dyrs Hellige Borg.
Kunstneren er
uddannet fra Det Fynske Kunstakademi. Han har rejst i bl.a.
Syd- og Mellemamerika og det tidligere Sovjetunionen. Det
har taget ham mere end tyve år at skabe og udvikle „Små Dyrs
Verden”.
De ikonagtige
billedtavler, tabernakler, kanoper og tryptikoner kreeres af
gamle vintrækasser, som bemales, belægges med bladguld,
indgraveres og endeligt patineres.
Peder Freund har
udstilles mange forskellige steder. I oktober måned kan hans
værker beskues i Korup Sognegård. Læg vejen forbi og oplev
en helt anderledes kunst, der rykker i én. |